Citrontrifli med brændt marengs

22-10-2025
4 personer

Ingredienser:

Citroncreme

2 usprøjtede citroner
200 g sukker
2 æg
2 æggeblommer
75 g smør

Kiksekrummer

75 g hasselnøddekerner
150 g havrekiks
75 g smør
¼ tsk. groft salt

Vaniljeskyr

200 g skyr
1 tsk. vaniljesukker

Marengsmasse

1½ æggehvide
75 g sukker

UDSTYR

en sprøjtepose med stjernetylle
en lille gasbrænder


Fremgangsmåde:

Citroncreme

Riv skallen af citronerne fint på et rivejern, og pres saften af dem.

Bland citronskal, citronsaft, sukker, æg og æggeblommer i en gryde, og tilsæt smør skåret i små tern. 

Varm forsigtigt blandingen op til lige under kogepunktet. 

Rør konstant i gryden med et piskeris, til cremen har konsistens som tyk creme. Den må absolut ikke koge!

Tag gryden af varmen, og hæld citroncremen gennem en finmasket si og over i en skål, så den bliver jævn og glat.

Hæld citroncremen i et rent, skoldet glas med låg. 

Cremen tykner endnu mere, når den er afkølet. 

Lad cremen blive helt kold i køleskabet.

Kiksekrummer

Tænd ovnen på 180°. Fordel hasselnødderne i et lille ovnfad, og rist dem gyldne i ovnen i 10 minutter. 

Nulr de løse brune hinder af, og hak nødderne groft.

Læg kiksene i en frysepose, og knus dem med en kagerulle til grove krummer. 

Smelt smørret i en kasserolle. 

Rør kiks, smør, salt og hasselnødder sammen i en skål.

Vaniljeskyr

Rør skyr og vaniljesukker sammen i en skål.

Marengsmasse

Pisk hviderne stive med en elpisker. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen under piskning, så du får en fast marengsmasse.

Anret kiksekrummer, citroncreme og vaniljeskyr lagvis i portionsglas. 

Fyld sprøjteposen med marengsmassen, og sprøjt en fin marengstop ud på toppen af hver trifli. 

Brænd forsigtigt marengsen gylden med en lille gasbrænder. Servér straks.

 

Share
© 2025 Mays opskrifter. Alle rettigheder forbeholdes.
Drevet af Webnode Cookies
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang